Supervision for ledere
Som leder er din vigtigste opgave at holde overblik. Du har det overordnede ansvar for organisationen, medarbejderne, arbejdsmiljøet, den faglige udvikling, samarbejdet og ikke mindst dig selv og din egen ageren. Du forventes dermed at have professionelle kompetencer indenfor en lang række områder, som spænder bredt fra strategitænkning, til individuelle trivselssamtaler med dine medarbejdere.
Kravene er mange, og selvom du måske allerede har kompetencerne, kan du af og til komme til at stå i et krydsfelt, hvor du både skal leve op til organisationens krav og imødekomme medarbejdernes forventninger. I de situationer har vi erfaring med, at supervision af ledere kan fungere som et refleksivt frirum, hvori du kan lære dig selv bedre at kende og finde fodfæste i de komplekse problemstillinger, som fylder i din hverdag. Det er blandt andet med det formål, at vi tilbyder supervision for ledere i Aalborg og Jylland.
Ledelsessupervision i praksis
Gennem vores erfaring med supervision af ledere i Aalborg og Jylland har vi set, at ledere især søger supervision for at få hjælp til konflikter, samarbejdsrelationer, strategi, forandringer, arbejdsmiljø og trivsel. Temaer der kan udfordre overblikket og gøre dig i tvivl, usikker eller forvirret.
I narrativ supervision af ledere i Aalborg og Jylland hjælper vi dig netop med at få et tydeligt overblik over det, du kan, ved og vil, så du kan tage stilling til den rette løsning, når du skal håndtere ledelsesmæssige udfordringer. Sammen med dig undersøger vi den værdimæssige retning, du foretrækker, din intuitive fornemmelse af rigtigt og forkert og din viden om den pågældende problemstilling. Målet er, at du fornemmer at have dig selv med i de ledelsesmæssige beslutninger, du træffer for medarbejderne, organisationen og ikke mindst dig selv.
Supervision af ledere forebygger stress
Hos Nordjysk Center for Supervision ved vi, at supervision af ledere afhjælper og forebygger det pres og den stress, som også følger med det at være leder. Supervisionssamtalerne giver dig nemlig et fagligt og personligt ståsted i den kompleksitet, som udgør en leders hverdag. Supervision gør dig mere bevidst om, hvad du kan, og hvad du vil være med til som leder. Den gør dig i stand til at vide, hvor du skal træde i karakter, og hvor du med fordel kan trække dig en smule tilbage. Supervision giver dig ikke bare overblik over dit arbejde, men også over dig selv i dit ledelsesarbejde.