Ordet som sjælens spejl

Hvad er narrativ samtalepraksis? Det spørgsmål har jeg fået stillet en del gange, siden jeg i april kunne fortælle, at jeg var startet på DISPUKs Narrative konsulentuddannelse. 

Et spørgsmål, jeg ikke har haft svært ved at svare på grundet min enorme faglige interesse for emnet. Men på en eller anden måde har jeg haft brug for at smage på ordene. Hvilke nuancer har de haft hos mig? Mig som narrativ konsulent…

I vores travle hverdag er det som om, vi ofte er på vej i en retning. En retning, som fører os et sted hen. Et sted, hvor vi skal opnå noget. Et mål eller en destination.

Jeg kommer til at tænke på, når jeg kører bil på landevejene. Mit fokus er at bevæge mig frem mod en destination, men undervejs bliver jeg som oftest mødt af forhindringer. Store lastbiler, der bevæger sig langsommere end min egen hastighed, eller andre bilister, der overhaler, bremser eller svinger i en anden retning. Forhindringer, der gør, at jeg må kigge i sidespejlene og i bakspejlet for at kunne navigere i forhold til at komme fremad. Spejlene giver forskellige nuancer, der sikrer, at jeg kommer sikkert og trygt frem.

Når jeg kommer til at tænke på det, er det fordi, jeg tror på, at vi som mennesker kan komme til at have for meget fokus på at bevæge os fremad. Så meget, at vi sommetider glemmer, hvad der er vigtigt for os i processen for at komme frem. Frem som et helt menneske. Et menneske, som ikke bare følger strømmen, men som har noget på hjertet. Når vi kommer for langt væk fra det, vi har på hjertet, er min oplevelse, at vi får svært ved at navigere. Vi kan godt navigere og følge strømmen, så længe vi bare kører lige ud, men når vi møder udfordringer eller bump på vejen, bliver det svært for os, hvad vi skal trække på. I de situationer kan vi ikke nødvendigvis altid gøre, som alle andre.

Som konsulent har jeg fået øje på, at for vi kan få fat på os selv i vores bevægelse ud i livet, er det afgørende, at vi kommer i kontakt med, hvad der er vigtigt for os. Og måden vi kan komme i kontakt med den del er, at vi møder nogen, der stiller sig nysgerrig på os. Nysgerrige på det vi til stadighed ikke ved om os selv. Give muligheden for at give nuancerne, som sidespejlene i bilen. 

Jeg tror sommetider, vi kan have et billede af, at vi som mennesker er fuldkomne, og have en elevatortale klar om, hvilket menneske vi er. Men hvem er vi, når vi bliver ramt, eller når noget udefra får fat i os? 

Den danske filosof Ole Fogh Kirkeby siger blandt andet således om, hvad narrativ samtalepraksis kan: ”At redde det sagte fra processen, hvor det bliver sagt”. Et citat som virkelig har fået fat i mig.

Hvis vi tør se på os selv, som mennesker, der er i bevægelse, tror jeg, at vi bedre kan gå på opdagelse i hinandens huller og sprækker i de historier, vi har om os selv. Spørge til ”siden det er vigtigt for dig at fortælle, hvad handler det som om, du godt kan lide? Hvad er vigtigt for dig?” Vigtigere endnu har vi brug for, at der er nogen, der redder de sagte ord, når de måske for første gang får liv og kommer op til overfladen.

Gentage og derigennem skabe genkendelse. Genkendelse til sine værdier. Genkendelse til sin identitet.

Det kan nærmest sammenlignes med heliumballoner. Vi kan puste luft i nok så mange heliumballoner, men hvis der ikke er nogen, der holder fast i dem, så flyver de væk. Min store passion er at redde de balloner, holde godt fast og undersøge dem nænsomt og kærligt.