Hjælp mig til at blive lidt mere…

Jeg betragter grundlæggende supervision som en overbliksskabende samtale (Holmgren og Holmgren, s. 35). Det betyder, at jeg hovedsageligt hjælper ledere og medarbejdede med at finde ud af, hvad de kan, ved og vil i relation til de konkrete arbejdsmæssige problemstillinger, de står overfor. Jeg kalder det at finde ståsted. Når man som leder eller medarbejder står godt i forholdet til en arbejdsmæssig problemstilling, kan man nemlig handle på egne frem for problemets eller andres præmisser. 

For tid tilbage begyndte jeg at lægge mærke til, at flere supervisionssamtaler ikke direkte handlede om de problemer ledere og medarbejdere oplevede i relation til deres arbejdsopgaver. I stedet tog de udgangspunkt i ønsker om hjælp til at ændre på sig selv. Som en leder sagde til mig i en supervision: ”Jeg skal også bare lære at være lidt hårdere eller ligeglad”. Jeg begyndte at interessere mig for disse samtaler, særligt fordi jeg oplevede, at det jeg forsøgte at gøre, ikke var særligt hjælpsomt for personerne. Det var som om, at de ledere og medarbejdere, som kom, følte sig mere utilstrækkelige, når de gik. Jeg blev nysgerrig og erfarede, at der bag ønsket om at ændre på sig også lå erfaringer med vedvarende kritik eller modstand, ikke at blive lyttet til eller misforstået i en grad, der var ubehagelig. Disse erfaringer havde avlet følelser af at miste troen på sig selv og sit værd, at føle sig dum, inkompetent, utilstrækkelig og magtesløs og det var de følelser som i stor udstrækning drev ønsket om at ændre på sig.

Disse samtaler gav anledning til at eksperimentere med min viden om og færdigheder indenfor narrativ traumeterapi og særligt perspektivets ideer om selvet og skam. Jeg begyndte at lege med tanken om, at det som personerne oplevede, var skam. Jeg oplevede god respons på min traumeinspirerede kurs, og eksperimentet gav mig blik for, at supervision af ledere og medarbejdere ikke kun handlede om at få overblik over sig selv i forhold til arbejdsmæssige problemstillinger, men også om at få overblik over sig selv i forhold til sig selv i sit arbejde. Få (gen)skabt fornemmelsen af, hvad man står for som menneske i sit arbejde, hvilke værdier man skatter og hvilke relationsformer man i bund og grund bestræber sig på at have til kolleger, samarbejdspartnere og ledere.

I det følgende vil jeg kort gøre rede for traumeperspektivets forståelse af det værdibaserede eller værdibårne ”selv”. Jeg vil ydermere gøre rede for skam, som en effekt af et såret selv, og jeg vil afslutningsvis vise, hvordan disse ideer er hjælpsomme i mit arbejde som supervisor, når jeg møder personer, der ønsker at ændre på sig selv.

Men først et kort bud på, hvorfor ledere og medarbejdere slår sig på arbejdslivet på måder der nødvendiggør traumeterapeutisk inspireret supervision. 

Det moderne arbejdsliv

For at forstå ovenstående havde jeg haft brug for at iagttage skam i arbejdslivet i et kulturelt perspektiv. Sagt med andre ord havde jeg brug for at vide, hvad der kulturelt set også var på spil, ud fra ideen om, at den måde vi mærker vores liv og arbejdsliv på også hænger sammen med måder vi gennem kulturen anspores til at mærke os selv på.

Jeg havde hørt mennesker stille spørgsmål som: er vi blevet mere sårbare eller skrøbelige, siden så mange mærker ubehag og stress i arbejdsmæssige sammenhænge. Er vi blevet for nærtagende, for optagede af os selv og for skrøbelige siden en kommentar, kritik eller modstand kan give os direkte skamfulde fornemmelser af os selv? Jeg valgte at anskue det anderledes. Inspireret af forskellige studier af neoliberalismens indflydelse på arbejdslivet, så jeg, at arbejdslivet over de seneste 20-30 år er, det jeg vil kalde, rykket tættere på vores ”selv” (Andersen og Born, 2001, Andersen og Brinkmann, 2013). Det har gjort, at det er sværere for ledere og medarbejdere at holde afstand til og beskytte sig selv mod de ofte barske konkurrenceprægede vilkår, som arbejdsmarkedet også beror på, og som på mange arbejdspladser er hverdagskost.

Seneste eksempel på denne bevægelse så jeg, til et erhvervsarrangement, hvor jeg hørte en leder sige, at de i hans virksomhed i højere grad var begyndt at ansætte medarbejdere efter personlighed frem for faglige kompetencer. Dvs. at ansættelsessamtalen ikke i så høj grad handlede om at have de rette faglige kompetencer, men den rette personlighed. Et andet eksempel var, da jeg for nylig spurgte en medarbejder om, hvorvidt hun havde tænkt sig at involvere sin overordnede leder i det svigt, som hun åbenlyst havde været udsat for fra sin nærmeste leder: Nej, for jeg er bange for, at de vil sige, at min reaktion handler om, at jeg lige er blevet skilt fra min mand. Et eksempel på, hvordan hun har erfaring med at hendes kritik af arbejdspladsen vendes mod hende(s) selv, og dermed gøres til hendes skyld eller et anliggende hun selv må tage ansvaret for.

Selvet set fra et traumeperspektiv

Med ideen om, at arbejdslivet er rykket tættere på selvet, blev det særligt relevant at inddrage traumeforståelsen, når jeg hørte ledere og medarbejdere fortælle, at de ønskede hjælp til at ændre på sig.

Den narrative traumeforståelse er bred. Det betyder, at traumer ikke betragtes som særlige eller noget nogen udsættes for, men noget vi alle bærer på i større og mindre grad. Eksempelvis taler Anette Holmgren om begrebet hverdagstraumer, et begreb, jeg nogen gange omtaler som hverdagskrænkelser. Ordet krænkelse kommer nemlig af det tyske ”krank”, og betyder at gøre svagere eller syg. Dvs. når nogen sætter andre i en svagere position gennem nedgørende kommentarer eller handlinger, ja så indtræder traumet/krænkelsen.

I narrativ traumeforståelse er det netop ”selvet”, som beskadiges, når vi oplever at stå i ubehagelige situationer, som vi fornemmer ringe muligheder for at bearbejde (Holmgren, 2019, s. 51). Dvs. at vi oplever noget ubehageligt, noget grænseoverskridende, som vi ikke kan få til at give mening eller forsvare os imod, måske fordi vi ikke føler os hørt eller set, når det sker. Konsekvensen er fornemmelsen af at blive overvældet eller overrumplet, fornemmelsen af ikke at kunne placere handlingen og egne følelsesmæssige responser til kendte menings- og betydningsmæssige sammenhænge, vi normalt trækker på (Holmgren, 2019, s. 49). Vi bliver så at sige fremmede for vores egen erfaring og for vores eget levede liv.

Selvet er i en narrativ forståelse en generel oplevelse eller måske nærmere en stærk fornemmelse af at være knyttet til centrale værdier. Gennem livet erfarer vi betydningen af forskellige relationer, hvorigennem vi introduceres til forskellige måder at være i verden på. Disse måder mærkes og betydningssættes med hjælp fra vores egne evner til at mærke (føle) relationernes effekt og vores omgivelsers respons på vores oplevelser. Med tiden bliver de til et indre liv, en indre ”fornemmelse af bevægelse” eller vitalitet (ibid. S. 59). Vores indre fornemmelse af liv, er således knyttet til vores erfaringer med at leve og fornemme livet sammen med andre. Dermed er selvet et relationelt selv.

Den indre fornemmelse bliver den vi navigerer i verden med, og læner os op af i alle livets situationer. Det er den fornemmelse, der lider skade, når vi i situationer rammes på måder, hvor vores mulighed for at beskytte os selv kun var til stede i ringe grad, eksempelvis når vi udsættes for misforstået og vedvarende kritik eller modstand.

Da vores selv består af centrale værdier taler man i narrativ traumeforståelse om værditraumatisering. Et traume er således en nedgørelse af det, man som menneske inderligt tror på og sætter sin lid til i sin relation til andre mennesker. Når man uforberedt mødes med nedgørende kommentarer, vedvarende kritik og modstand, krænkes de måder at leve sit liv på, som man holder så meget af. Det man selv tillægger stor værdi, bliver i den andens øjne nedgjort og føles pludselig mindre værd. Sker det voldsomt eller gentagende gange får det indflydelse på, hvad man som menneske kan tro på og stole på, når man er sammen med andre mennesker. Det får indflydelse på troen på egne ever til at kunne fornemme og navigere i verden, eller som Anette Holmgren skriver: ”Når selvet traumatiseres, er det først og fremmest de betydningsfulde ideer og erfaringer, der ødelægges” (2019, s. 59).

Når jeg i forrige afsnit skriver, at jeg så, at arbejdslivet var rykket tættere på selvet, mener jeg således, at arbejdslivet er rykket tættere på de dele af vores selv, som ikke kun relaterer sig til arbejdserfaringer, men til vores generelle livserfaring. Dvs. at arbejdslivet forventer, at man som leder og medarbejder sætter sine erfaringer med meget mere end det at være faglig til rådighed for arbejdet. Når man således slår sig på arbejdet, øges risikoen for, at det generelt levede liv lider skade og ikke kun det levede arbejdsliv, hvorfor konsekvenserne også kan blive et ændret grundlæggende syn på sig selv.

Skam

Skam er et overbegreb som dækker over følelser fra forlegenhed, pinlig, dum, fiasko, til inkompetent, ubetydelig, utilstrækkelig, magtes- og værdiløs (s. 196)

Skam opstår, når vi ser os selv fejle gennem den andens eller kulturens øjne. Den opstår, når vi mærker den andens kritiske blik på os (Sheff og Starrin, 2016, s160). Når jeg fejler i den andens øjne, kan jeg netop føle mig pinlig berørt eller direkte dum. På den måde er skam en uundværlig emotion, fordi den udgør vores moralske kompas. Den gør os i stand til at bedømme vores egne handlinger, som eksempelvis gode eller dårlige i relationerne til andre, således at vi kan holde os nær andre mennesker. Hvem kender eksempelvis ikke til skammens ubehag, når man for eksempel har svigtet en ven eller et familiemedlem. Den kan være direkte ulidelig og invaliderende at gå rundt med.

Udsættes vi for øjne, som vi føler misforstår eller nedgør vores intention, får vi sværere ved at bearbejde eller forstå det blik, som vi fornemmer kigger på os. Anette Holmgren skriver, at selvet ”kan hverken udvikles eller overleve uden kærlighed, dvs. uden varme og anerkendelse fra andre” (s. 197). Hun skriver endvidere, at skam opstår ved fravær af kærlighed. Det gælder både kærlighed fra andre men også kærlighed til sig selv. Når jeg oplever ukærlighed fra andre, kan det blive til et ukærligt blik på mig selv, altså et forholdsvist hårdt dømmende blik på mig selv i form af, du er ikke god nok, hård nok, dygtig nok, robust nok siden de eller den ikke udviser anerkendelse eller respekt for mig.

Det er disse ukærlige, i form af underkendende eller ikke-respektfulde blikke på sig selv, som jeg hørte ledere og medarbejdere fortælle om i supervisionerne, når de sagde, at de ville være mere eller mindre af noget, som de normalt ikke betvivlede hos sig selv.

Skammens kompas

Følelsen af skam kan blive et problem, hvis den bliver for styrende eller dominerende i en persons liv. For det første er den ubehagelig at gå på arbejde med, hvilket gør at mange vægrer sig mod den. For det andet får denne værgen sig mod magt over personen, der mærker den, fordi den bliver styrende for, hvad personen kan sige og gøre for ikke at forværre den. Det er, som om at kampen mod skammen bliver udgangspunktet for, hvad personen kan sige og gøre, frem for de værdier som vedkommende normalt læner sig op af.

Donald Nathanson (Sheff og Starrin, s. 165) har udformet skammens kompas som et overblik over de typiske måder, man forsøger at forsvare eller vægre sig mod skam på. At vægre sig mod skam, handler om at holde det, man skammer sig over, skjult for andre. Fornemmelsen af at blive afsløret, som en der ikke ved, ikke kan, ikke er dygtig eller ikke kan finde ud af det, føles nemlig som noget af det værste der kan ske.

Tilbagetrækning indbefatter, at man trækker sig fra relationer, trækker sig væk fra de andres blikke og på den måde undgår skam. Nogen vil måske sige, at man flygter eller undgår situationer, hvor skammen kan opstå. Det kan være man melder sig syg, sænker blikket, bliver tavs og undgår øjenkontakt til mødet, tager flere hjemmearbejdsdage. Bl.a. fortalt en person mig, at hun lukkede døren til sit kontor under dække af, at hun arbejdede bedst uforstyrret og på den måde udgik kontakt med andre så meget som muligt. Denne form for skam-tilstand følges ofte af fornemmelsen af uro eller angst.

Angreb på selvet hænger sammen med, at personen oplever skammen tæt koblet til følelsen af forladthed. Derfor handler denne strategi om at holde sig nær andre, for ikke at føle sig mere skamfuld. Ideer om ydmyghed, underdanighed og føjelighed i form af ”jeg skal nok ta den”, eller ”det skal jeg nok sørge for”, indtræder. Denne form for skam-tilstand følges ofte af en følelse af selvforagt.

Omgåelse handler om, at skammen bliver så pinagtig, at man for enhver pris skal undgå at bringe sig selv i situationer, hvor den kan opstå. Derfor har man enten brug for overdrevet kontrol eller at fremhæve sig selv så man vækker beundring eller misundelse. Med denne form for skam-tilstand følger ofte følelsen af spænding og vrede.

Angreb på andre sker når skammen vækker følelser af personlig underlegenhed. Når det sker, er en måde at vægre sig mod denne ubehagelige følelse at krænke andre, simpelthen at håne, nedgøre eller ydmyge andre for selv at føle sig mindre underlegen. Det sker gennem vedvarende kritik eller modarbejdelse eller eksempelvis mobning. Denne skam-tilstand følges ofte af vrede og afsky.

Skammens kompas hjalp mig med at forstå, hvordan skam kan avle mere skam, og at netop en sådan skam-proces kunne være det, som havde fået tag i de personer, som jeg talte med. Eksempelvis fortalte en leder mig, at han på vej til et møde blev stoppet af en medarbejder, som sagde: Det er simpelthen ikke i orden det her! Kommentaren rystede ham, da han følte, at han blev taget på sengen. Jeg spurgte hvad han gjorde, og han fortalte mig, at han først lyttede, dernæst forklarede og da det ikke virkede, sagde han: ”Det skal jeg nok tage mig af”, blot for at undgå mere kritik. Han fortalte mig også, at det typisk var det, han gjorde, og at han oplevede at han ofte på lignende måder blev overvældet af kritik. Set fra skammens kompas kan denne ”den tager jeg mig af” forstås som et angreb på selv (det er mig som skal gøre noget), og dermed som et forsøg på at holde en god relation til ikke bare den enkelte medarbejder men til medarbejderne, som gerne ville se ham som en leder, der tog sig af problemerne. Problemet var, at han for det første mente, at man var fælles om at løse problemerne i organisationen, hvormed han med sin handling kom til at gå mod sin egen tro og værdier. For det andet var det urealistisk, da arbejdsopgaverne steg på lederens bord, og han med tiden ikke kun kom til at føle sig utilstrækkelig (skammelig) overfor medarbejdernes kritik men også overfor den bunke af arbejdsopgaver, han havde samlet sammen. Det resulterede i, at medarbejderne kritiserede ham for ikke at holde det, som han lovede. Så den handling som i bund og grund var et ønske om nærhed til sine medarbejdere, et ønske om anerkendelse og respekt (kærlighed) skabte med tiden større afstand (skam).

Supervision og hverdagssamtaler som genetablering af overblik over sig selv

Jeg er med afsæt i ovenstående blevet optaget af, hvordan ikke kun supervision, men også de samtaler medarbejdere og ledere har med hinanden på arbejdspladsen, kan medvirke til, at skammen ikke øges, men i stedet afhjælpes eller helt undgås. Jeg har i den forbindelse ofte hørt mig selv tale om værdien af at holde et mildere blik på hinanden, altså et varmt og kærligt blik, som modsætning til det ofte hårde dømmende blik, der rettes mod den enkelte person, når vi siger han er eller hun er. Kort sagt er jeg blevet optaget af, hvordan vi kan passe på os selv og hinanden, og samtidig udvikle vores faglige praksis, egenskaber og ikke mindst blive mere vidende.

Når vi udsættes for kritik, værger vi os mod skammen. Dvs. vi begynder at bruge energi på at beskytte os selv og holde os selv oprejste for ikke at ende, som den totale fiasko, der ikke kan finde ud af noget. Dvs. at den energi vi i bund og grund skulle bruge på at udvikle vores faglige kompetencer og viden, bruger vi på at beskytte os selv mod kritik.  Vi kommer i højere grad til at agere på skammens frem for vores egne præmisser.

Så hvordan skaber vi nogle gode rammer i det moderne arbejdsliv, hvor vi kan holde et mildt blik på hinanden? I første omgang, tror jeg, at vi hver især skal i kontakt med vores værdimæssige ståsted. Når vi har fat i os selv, står vi godt som menneske, og udstråler over for andre, hvem vi er som mennesker. Vi tør gribe om verden som noget, der rammer os, men som vi ikke bliver ramt af på en måde, hvor vi slår os.