Skam – Stressens ulidelige følgesvend

Sådan lyder mange af de sætninger, som jeg har mødt gennem min samtalepraksis. Jeg taler primært med mennesker, som har slået sig på arbejdslivet. Noget er sket. Det kan være svært præcis at forklare hvad. Ordene mangler. Og min opgave er at hjælpe dem til at få det bedre. Så de kan finde hjem til sig selv, komme tilbage til arbejdspladsen og genetablere kontakten til deres eget værdimæssige navigationssystem. For det er kommet på afveje. Kursen er mistet, og nogle af de hverdagsstrategier, som førhen har virket, fungerer ikke længere. Rystende hænder og et rystet sind er de mest tydelige effekter, som er flyttet ind. Så hvad er der sket?

Spørgsmålet insisterer jeg på at stille. For noget er sket, siden den anden har fået det skidt.

I udfoldelsen af dét, der er sket, falder overblikket langsomt på plads. Herfra koncentrerer jeg mig om de effekter, som problemet har på vedkommende. Jeg vil gå så langt at kalde dem for komplekse eller snedige effekter, som jeg nævnte tidligere.

Koges de alle ned til ét citat, som er hovedet på sømmet af, hvad det handler om, kunne sætningen lyde:
“Jeg skammer mig over den situation, jeg er havnet i.”

Følelsen af at være forkert, til trods for, at jeg har gjort noget rigtigt

Det paradoksale mønster, som jeg oplever i samtalerne, udspiller sig således:

1. Der er sket noget på arbejdspladsen
2. Den stressramte har fået overskredet sin grænse
3. Vi finder frem til, hvad der ikke var ok
4. Et snert af ”fornemmelsen af sig selv” kommer tilbage – men erstattes kort tid efter af en forkerthedsfølelse.
   Til trods for, at personen har fået overtrådt sin grænse.

Skammens dynamik er snedig. For den giver mennesker en følelse af at være forkerte, til trods for, at de har gjort noget rigtigt.

Et paraplybegreb for mange følelser

Skam fungerer i det skjulte og ønsker ikke at blive afsløret. Derfor er det også sjældent, at vi let kan identificere følelsen ved, at nogen siger: ”Jeg skammer mig”. Det taler ind i Anette Holmgrens (2019) forståelse af, at vi må se skam som et paraplybegreb for flere følelser. Følelser, der alle kan rime på indre stemmer, som bilder os mennesker ind, at “Vi ikke er noget værd” eller at “Det er vores egen skyld.”

Skammen fungerer i det skjulte

Det er blevet tydeligt for mig, at skammens følgesvend er en hård bedømmelse. En bedømmelse, som særligt retter sig mod den, man er, og ikke det, man har gjort. Det kan afføde tanken om, at man er grundlæggende forkert. Man bliver lille, og helt fysisk vil man måske se kroppen bøje sig forover.

Men for at forstå, hvor stemmen kommer fra, må vi kende til, hvordan skammen opstår.

1. Vi forestiller os, hvordan vi fremstår over for et andet menneske og ser os selv udefra
2. Vi begynder at tænke på, hvad den anden mon synes om dét, som vedkommende ser
3. Forestillingen af den andens bedømmelse, igangsætter en afgørelse af, om vi f.eks. føler skam, skyld, stolthed eller ydmygelse.

”Skam afføder, at man bliver tavs og meget underdanig. Vi accepterer dommen, fordi det er vores egen”, skriver Christian Hjortkjær (2024) i bogen, Skamfuld.

I flere tilfælde følger herfra en vrede. Vreden over, ”at det her sker for mig.” “For til trods for, at jeg har blik for, at andre mennesker ikke har behandlet mig ordentligt, så føler jeg fortsat skam. Det er ikke fair.”

At få talt den indre foretrukne stemme frem igen

Så hvordan får vi skammen til at fylde mindre? Det oplagte svar er at ændre vores egen dom og fokusere på skammens modsætning, stolthed. Men det er ikke sådan lige til. For følelsen af stolthed kan være langt væk, når vi ikke kan mærke os selv.

Vi må derfor starte med at få talt den indre foretrukne stemme frem, som er mistet. Dén, der hænger sammen med vores værdier. Herfra handler det om at forstørre den og gøre den troværdig, så vi igen kan tro på os selv.

Kan du genkende dig selv i de allerførste citater i denne artikel? Og vil du gerne genfinde din egen foretrukne stemme?
Så stil eventuelt dig selv følgende spørgsmål:

• Hvad er der sket? (beskriv en konkret episode for dig selv)

• Hvad er gået forud for dét, der er sket?

• Hvad vil du kalde det, der er sket?

• Hvilke effekter har det haft på dig?   (skam, følelsen af at være lille, mistet min stemme m.m.)

• Hvad forsøger ___ (indsæt navn fra punkt 3) ___ at bilde dig ind omkring dig selv?

• Hvad forhindrer det dig i?

• Hvad synes du om det? At du skammer dig over dét, som andre har gjort?

• Hvorfor?

• Siden du synes det, hvad handler det så om, der er vigtigt for dig?

Som du måske kan fornemme, er skam er en kompleks størrelse – og kompleksiteten kan være vanskelig at omfavne i én artikel. Jeg håber alligevel, at den har ført indsigt med sig.

Tak fordi du læste med!

Referencer

Holmgren, Anette (2019): Kap. 8 (s. 189-231): Traume og skam i: Komplekse traumers psykologi – beretninger om det ubærlige. DISPUKs Forlag.

Hjortkjær, Christian (2024): Skamfuld. Hvorfor det er godt at have skam i livet, men fatalt at have for meget. Klim.