Aysels bevidningsbrev: Mit møde med det narrative landskab

I siger ” vi skal bevæge hinanden”, “tænk om det var muligt at se på jer selv med mildere øjne, når det bliver svært”, ”vi vil være et kærligt pust”, ”bæredygtighed, en måde at give mere af sig selv”…og tusind andre smukke udsagn om det levede liv og intentionerne om at være en faglig holdeplads for fortællingerne/narrativerne.

Det, jeg fornemmer, er vigtig hos jer, er at samle på ord og sætninger, der bryder med det umiddelbare billede af muligheder i systemet – for som I siger ”magten er ikke total, der er altid sprækker”… Udsagnet vidner om vigtigheden af at udfordre den norm ”at mennesker leverer bedre ydelser, når de styres som tandhjul i et instrument”. Og i forlængelse heraf værne om et fagligt håndværk, der skærper, at mennesket kender lyden af sin egen klang, og derfor kan skelne den klang fra andres og samtidig forhandle den ind i det store orkester omkring sagen (omsorg og (liv)kvalitet).

Det billede jeg forbinder med Nordjysk Center for Supervision er et stort træ med stærke rødder, som genererer en stor portion loyalitet til en fælles mission. Nemlig at brede trækronen af narrativ teori og praksisviden ud i Nordjylland som et mødested, et kraftcenter for det at nørde med håndværket gennem netværk af de øvede, de der er på vej og de der er på sporet.

Når jeg giver opmærksomhed og dvæler ved de udsagn, vækker det genklang til de bestræbelser og til tider kampe jeg tager med mig selv for at holde mig ydmyg i mødet med den søgende supervisant/borger/ kollega. Herunder hvordan det ”at sidde på hænder”, at give plads faktisk for engagerede fagfolk/specialister/konsulenter er lettere sagt end gjort.

Det jeg fornemmer at være kommet på sporet af, er, at det for mig kan handle om at sætte engagementet i et andet gear. På den måde har en dvælende stund hos jer givet mig færden af, at det narrative håndværk rummer et talent for at folde ud og folde ud, holde vejret og holde vejret og for SÅ endelig, at sætte ”kanylen i spaghettien” – oversat: præcist ramme spot på det der FAKTISK opleves at være problemet for den ANDEN.

Dét jeg bliver inspireret til i mit møde med jer, er at træne dét at rumme mig selv med al verden af viden og begærlighed for at skabe resultater. Give større engagement i lytningen og genforfatning, for da at lade den anden/teamet/gruppen komme til syne for sig selv. Dét, fordi jeg netop nu har set, hvordan der herigennem mobiliseres en ”egen kraft” i form af en iboende mestring til at komme på sporet af en løsning, som giver ejerskab.

Kærlig hilsen

Aysel Lindberg