De medarbejdere, der viser flest følelser, løber med lederens opmærksomhed

Og hvem er så det?

Det havde Dorthe (dæknavn og indhentet samtykke) og jeg en ret så interessant samtale om forleden. Hun havde nemlig observeret en form for tendens på sit arbejde. For hver gang, hun på ugens personalemøde i fællesskab med sine kollegaer skulle fordele ugens arbejdsopgaver, blev hendes humoristiske sans mødt med modstand.

Dorthe arbejder med en såkaldt “tung” målgruppe i det offentlige. Meget kan komme til at handle om svære og trange kår i livet for borgerne, hvorfor hun blandt andet inddrager humor i sit arbejdsliv. Også på de omtalte personalemøder.

Dog oplever hun, at særligt de yngre kollegaer ikke kan tackle humoren. Ligesom et stykke papir, der krølles mellem hænderne, føler hun, at de gør det samme med hendes lune væsen. Det bliver smidt i skraldespanden, kasseres og anerkendes ikke som et fagligt værktøj. Og det er et problem, når humor udgør en stor del af Dorthes identitet. Ikke kun fagligt, men også personligt.

Dorthe har flere gange ytret sig overfor sin leder og har fortalt, hvordan kollegaernes holdninger påvirker hende i en negativ retning – men uden held og udsyn til forandring.

“Det var først, da jeg brød sammen nede i Netto og ringede til min leder grædende, at han lyttede”, fortalte hun.

Altså kopierede den samme adfærd, som de kollegaer, der havde kritiseret hende, plejede at ty til, når de oplevede modstand. Mødte lederen med gråd og eksplicitte følelser.

Som eksemplet skriver frem, var der meget på spil for Dorthe… For hun oplevede, at hendes personlighed blev kritiseret.

Men hvad var der egentlig på spil for de yngre kollegaer, siden de var så skråsikre og havde behov for at græde, når de andre steder i deres arbejde mødte modstand?

Det havde jeg, som en del af en yngre generation på arbejdsmarkedet, et forsigtigt bud på.

Når imposter-syndromet kommer på besøg

Mit bud lød på, at de unge havde lært alle teorierne om det gode stykke faglige arbejde gennem deres uddannelser for relativt nyligt – og herunder ikke havde lært noget om humorens gavnlige effekter i praksis.

Et erfaringsgrundlag havde de ikke at læne sig op ad. Derfor følte de sig også “overrulede”, når Dorthe gik i argumentations-mode og stillede sine erfaringer forrest. De vidste pludselig ikke hvilket ben, de skulle stå på, når de ikke havde det teoretiske.

Lige dér, hvor Dorthe udfordrede, ville jeg gætte på, at imposter-syndromet trådte tydeligt frem hos de unge i form af en laaaang tankerække:

Er jeg god nok? Også nu når jeg føler mig helt paf og ikke har en eneste idé om, hvad jeg skal sige? Burde jeg ikke have nogle faglige argumenter klar? Er jeg overhovedet berettiget til at arbejde her? Har jeg værdi?

Når jobbet kommer til at handle om, om jeg har værdi, og jeg selv bliver i tvivl, er der noget at græde over. Og måske det er en strategi, de har tillært sig at anvende, fordi det er den eneste måde, de kan stille sig imod de rammer og vilkår, som arbejdspladsen tilbyder? Vel og mærke rammer og vilkår, der adskiller sig meget fra uddannelsessystemet.

”Tårer er modmagt”, har jeg ladet mig fortælle. Så jeg tror på, at vi må se tårerne som et udtryk for en slags protest.

Hvad er det, vi udfordrer hos hinanden?

Så. Hvor lander vi henne med denne case? Hmm ja.

Dorthe mente selv, at arbejdspladsen havde to hold. De garvede, som var opdragede til at se på arbejdspladsen som en samlet organisme. En samlet organisme, der var vant til at løse kriser ved at “rykke sammen i bussen”.

Og “de unge”, som gjorde deres egne følelser til øverste kontekst for det meste og derfor kom til at fremstå som egoistiske. Unge, der fra barnsben var vokset op med ideen om, at selvudvikling og dét at vise følelser er vejen til succes.

Samtalen med Dorthe fik mig i hvert fald til at overveje, hvad det er, ”vi unge” udfordrer, når vi græder og løber med lederens opmærksomhed. Måske alle de mange års erfaring og viden, som “de garvede” har tillært sig?

Modsat udfordrer ”de ældre” følelsen af selvværd hos de unge og troen på, at de er gode nok til deres arbejde, fordi erfaringsgrundlaget er begrænset.

Ud fra vores samtale, kunne det i hvert fald være et ydmygt bud. Hvad tænker du?

#generationer #impostersyndromet