Den narrative tilgang
Når professionelle taler med mennesker, der oplever problemer i livet, findes der utallige måder at gøre det på. Grundtanken i den narrative tilgang er, at selvet og vores liv er organiseret i fortællinger. Disse fortællinger har altid sit udgangspunkt i de oplevelser, vi har gjort os gennem livet – og historier vi har fået fortalt. I den narrative tilgang er livet således organiseret i fortællinger, hvilket betyder, at de former os, og at vi former dem. De er identitetsskabende og har betydning for, hvordan vi forstår os selv – og de har betydning for, hvordan vi forstår og tilskriver mening til den verden, vi skal agere i.
Fortællinger er bevægelige. Set ud fra den narrative tilgang udvikles de og justeres livet igennem i takt med de erfaringer vi gør os. Da vi ikke er i stand til at favne hele den kompleksitet, som det levede liv indeholder, organiserer vi vores erfaringer i opsamlende eller konkluderende fortællinger. Der er således sorteret meget fra de oprindelige erfaringer, hvorfor man kan sige at fortællingerne er fattige.
Som praktiker i den narrative tilgang er vi derfor optaget af at hjælpe den anden med at skabe mere righoldige fortællinger. Når en person opsøger en terapeut, supervisor eller konsulent, er det ofte, fordi vedkommende er stødt ind i problemer, eller ønsker en udvikling, der er vanskelig selv at opnå. I den narrative tilgang har mere righoldige fortællinger den egenskab, at de skaber rum for alternative forståelser og konklusioner om de problemer eller udfordringer, som vedkommende står i. Det baner vejen for alternative ideer til at håndtere problemerne.
Mennesker er mennesker. Problemer er problemer. Mennesker er ikke problemer
Et andet centralt tema i den narrative tilgang er, at mennesker er mennesker, og problemer er problemer. Når en person har bakset med et problem over tid, har vi som mennesker ofte tendens til at mene, at det er os selv, der er problemet – altså en tendens til at skabe negative identitetskonklusioner om sig os selv.
I den narrative tilgang er man derfor optaget af at adskille problem og person. Det gør man især ved at anvende eksternaliserende spørgsmål. Man kan for eksempel spørge om, hvornår problemet dukkede op i personens liv; hvad får problemet personen til at tænke om sig selv; hvornår problemet er mindre fremtrædende, og hvad personen gør, som er med til at begrænse problemets magt.
I den narrative tilgang, vil man spørge ind til historien om problemet og samtidig hjælpe personen med at komme i kontakt med andre og mere foretrukne fortællinger, som også har en sandhedsværdi for vedkommende. Finde frem til handlinger i det problemfyldte, hvor vedkommende selv synes, at han eller hun dur til noget, og dermed kan se sig selv gøre noget.
De små sprækker som vejen til menneskers værdier
I den narrative tilgang er den narrative praktiker altid opmærksom på at fremhæve de sprækker i historien, der modsiger problemfortællingen og tildele dem ny opmærksomhed.
De små sprækker er derfor ikke tilfældige – Sprækkerne er her, vi står op for vores værdier. Vi handler altid i relation til en værdi, som er vigtig for os. Derfor bestræber vi os i den narrative tilgang på at trække handlinger ud ad tilfældighedens lys og ind i en meningsfuld sammenhæng.
Det sker eksempelvis ved, at vi i den narrative tilgang kigger tilbage på vores liv for at finde frem til andre tidspunkter, hvor vi også har stået op for den pågældende værdi. Effekten af at se på tidligere erfaringer og handlinger kan virke identitetsskabende og sammenhængende, da vi får øje på, at vi alligevel ikke har handlet tilfældigt i situationen. Vi har handlet på den måde, fordi der var noget, som var vigtigt for os.
