Kursus i Narrativt traumearbejde – Om at lytte til menneskers livshistorier

På dette kursus får du viden om og træning i at tale med mennesker om traumatiske hændelser ud fra en traumebevidst tilgang til pædagogik og samtale. I stedet for at spørge: ”Hvad er der galt?”, stiller vi spørgsmålet: ”Hvad er der sket?” for at få adgang til den enkeltes levede liv, erfaringer og livshistoriefortælling. Fortællinger om, hvordan livet er gået skævt, men i allerhøjeste grad også om, hvad den enkelte finder betydningsfuldt, drømmer om og måske bestræber sig på i hverdagen.

Traumer kan betragtes som større eller mindre sår på sjælen, som er indtrådt, fordi noget er sket. Noget, som var krænkende eller måske ligefrem bedrev vold mod det, som personen inderligt troede på. Effekten er ofte gentagende og er et liv, som mere eller mindre er styret af trangen til at beskytte sig selv mod yderligere smerte.

Mange udvikler i kølvandet på traumatiske begivenheder selvbeskyttende handlemønstre, som de ikke trives med og ikke kan genkende sig selv i. Handlemønstre, som dukker op i ny og næ, eller fylder for meget i vedkommendes liv. Det kan føre til en form for ensomhed og fornemmelse af at være anderles, fordi de måske heller ikke giver mening for andre. Men bag selvbeskyttelsen lever også håbet om noget andet, noget bedre og mere foretrukken. Et frit liv, hvor den uundgåelige smerte ikke styrer i så udpræget grad, men måske mere fungerer som en baggrundsviden for det, som livet også kan føre til.

En traumebevidst tilgang til pædagogik og samtale
Den Traumebevidste Tilgang (TBT) er udviklet i USA og udspringer blandt andet fra narrativ praksis. Tilgangen er ikke en behandlingsform, men en tænkning, som flere og flere bliver opmærksomme på. Dette kursus koncentrerer sig om narrativ praksis og bevæger sig mellem landskabet, som på den ene side handler om at tage trangen til selvbeskyttelse alvorligt, og på den anden at udfolde det liv, som vedkommende håber på, men måske endnu ikke finder muligt at leve. Denne bevægelse sker i et langsomt, nænsomt og tålmodigt tempo, hvor den enkelte får mulighed for at genforfatte sig selv i lyset af det foretrukne, til trods for det ubærlige. Samtidig får man som medarbejder, pædagog, terapeut eller samtalepartner en bevidsthed om traumets hæmmende symptomer og effekter og kan herudfra finde mulige veje at gå.

Tid og dato

23. oktober 2023 – kl. 9.00 – 16.00

24. oktober 2023 – kl. 9.00 – 16.00

10. november 2023 – Opfølgningsdag – kl. 9.00 – 15.00

Målgruppe

Kurset henvender sig til ledere, medarbejdere og mennesker, der arbejder med mennesker. Samtaleerfaring eller forudgående kendskab til narrativ teori og praksis er ikke en forudsætning for at deltage i kurset.

Kursets indhold & program

Dag 1: Introduktion til grundelementer i narrativt traumearbejde

På første kursusdag vil du få begreb om traumer, og en fornemmelse af, hvad det vil sige at arbejde med traumer set fra en narrativ tilgang.

Programmet for dag 1 vil i grove træk se således ud: 

Velkomst og præsentation af hinanden, herunder en snak om etik på kurset.

Begreb om traumer

  • Hvad er et traume, og hvilken indflydelse har traumer på menneskers bevidsthed?
  • Hvordan kan du skelne mellem forskellige former for traumer?
  • Hvordan kan du genkende traumer hos dem du arbejder med? Hvad kendetegner et liv med traumer?
  • Hvad er værditraumatisering og traumatisering af selvet?
  • Hvordan hænger chok, vold og traumer sammen med værdier, intentioner og håb?

Begreb om magt

  • Hvad er magt set fra et narrativt perspektiv, og hvilken betydning har magt som fænomen i traumearbejdet?
  • Når traumer tager magten over menneskers liv, hvilket liv bliver så muligt? og hvad er det vigtigt at være opmærksom på, som hjælper for et menneske, der med traumeresponser?

Begreb om narrativt traumearbejde

  • Hvilke faser består traumearbejdet af?
  • Hvilken betydning har begrebet tryghed i traumearbejdet?
  • Hvordan er det muligt at arbejde med etablering af tryghed, når det ubærlige er sket, og måske sket for mange år siden?
  • Introduktion til ideen om ”flod og flodbred”
  • Introduktion til og træning i metoden ”Safe Place”

Dag 2: Traumearbejde som genetablering af fornemmelsen af selv

Traumer kan ikke behandles væk. Er de først indtrådt, vil de altid være der på en mere eller mindre magtfuld vis. Derfor handler narrativt traumearbejde og en traumebevidst tilgang (TBT) om at hjælpe mennesker med at leve et tåleligt og mere foretrukket liv til trods for de traumatiske hændelser, som er indtrådt i deres liv.

Programmet for dag 2 vil derfor omhandle følgende:

  • Hvad er forskellen på traumeeffekter og traumeresponser, og hvordan kan de se ud i praksis?
  • Hvilken indflydelse har traumer på menneskers fornemmelser af sig selv: sammenhængen mellem krop, psyke og hukommelse?
  • Hvilken rolle spiller skam som en altoverskyggende effekt af traumer? Hvad er skam? Hvad er forskellen på etisk skam og skam, og hvordan kan det at føle skyld handle om skam?

Metoder i narrativt traumearbejde:

Det meste traumearbejde handler ikke om at lytte til og arbejde med menneskers fortællinger om traumer, men om menneskers fortællinger rundt om traumatiske begivenheder

  • At lytte til traumefortællinger
  • At lytte til traumefortællinger uden at tale om traumet
  • Det værste øjeblik, som vejen til et mere foretrukket liv
  • Bevidning som den professionelles respons på traumefortællinger

Hjemmeopgave

Som afslutning på kursets dag 2 vil du blive stille en hjemmeopgave, som vi vil arbejde videre med på kursets dag 3 – opfølgningsdagen. 

Kursets undervisere

Milo Leig Andersen: Narrativ konsulent, terapeut & supervisor

Marlene Andersen: Narrativ konsulent, terapeut & supervisor

Parkering

Kommer du i bil, kan du parkere hos Mødestedet på Gugvej 158, 9210 Aalborg SØ, hvor vores virksomhed holder til, eller du kan holde langs de små sidegader i nærheden.

Forplejning

Under hver kursusgang vil der blive serveret morgenmad, frokost (sandwich fra Mums deli) og lidt sødt til eftermiddagskaffen. Desuden vil der være kaffe, te og vand frit tilgængeligt hele dagen.

Pris

Kurset koster kr. 3750,-

50 % studierabat 

Tilmelding

For tilmelding skriv til Frederikke på mail: frederikke@ncfs.dk

 

Afbud

Ved afbud tidligere end 4 uger før kursusstart returneres hele kursusafgiften

Ved afbud tidligere end 2 uger før kursusstart returneres 50% af kursusafgiften

Ved afbud tidligere end 1 uge før kursusstart returneres 25% af kursusafgiften

Ved afbud mindre end 1 uge før kursusstart returneres 0% af kursusafgiften

Afmelding meldes til via mail til frederikke@ncfs.dk   

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *