Magt og status i pædagogisk arbejde

”Jeres livsarm i form af jeres viden, erfaring og status er større og mere veludviklet end elevernes. Hvis eleverne begynder at lægge arm med jer, så taber de. At invitere til armlægning er derfor en ulige kamp helt fra begyndelsen – lige gyldigt om det er jer eller eleven, som inviterer. Det er magt, hvor slutningen på historien er skrevet på forhånd. Eleven taber.”

Sådan lød en del af mit oplæg, da jeg for nogle uger siden sammen med Frederikke havde en flok efterskolelærere på besøg i forbindelse med vores kursus i Narrativ Samtalepraksis.

Lige inden, jeg sagde ovenstående, havde vi gennemført en øvelse med kursisterne, hvor vi bad dem lægge arm med hinanden. De købte den konkurrerende præmis, som lå i udsagnet ”at lægge arm”.

Alle vidste, hvad de skulle, og grinene begyndte at fylde lokalet. Stemningen steg markant, og ret hurtigt stod det klart for alle, at til trods for smil på læben og høje grin, så var ingen villige til frivilligt at træde ind i positionen ”taber”. Alle kæmpede det bedste de havde lært, og ikke for den M&M man fik for at vinde en runde, men for den privilegerede position ”vinder”. Sagt med andre ord: alle kæmpede for status.

Kend din status

Og hvad var så pointen med at lægge arm? Jo, den var, at etik handler om at kende til og reflektere over den magt og status, man som professionel har og i dette tilfælde gennem positionen “voksen” og positionen “lærer”.

En efterskolelærer ved mere – og ofte bedre – end eleven, fordi man som lærer, ikke kun har sin faglige viden, men også sin livserfaring at læne sig op ad. Man har bedre betingelser for ”at regne fremtiden ud” end den elev, man står overfor.

• Hvis ikke du hænger i, så…
• Hvis ikke du står op, så…
• Hvis du sidder og sover i timerne, så…

Udover viden, er man i kraft af sin titel som ”lærer” tildelt en særlig status. En privilegeret position, som automatisk ligger i kategorien ”lærer”. En position, som bliver særlig tydelig, når det handler om at vurdere, træffe beslutninger, og når det handler om at bestemme. Der lyttes simpelthen mere til lærerens stemme, end til elevens.

Så det gode spørgsmål er vel: Hvordan bruger man som lærer sin stemme på måder, som får eleven til at vokse? Også når der opstår uenighed og konflikt?

Ud af kampen og ind i samtalen

En central pointe denne dag var derfor at bruge sin magt til at styrke elevens livsarm (herunder erfaring, viden og status) ved for en stund at gøre sin egen mindre. I stedet for at gå ind i kampen, når eleven udfordrer den status og dermed magt man har som lærer, ønskede vi at tydeliggøre, hvad der kunne ske, når styrkeforholdet blev gjort mere ligeværdigt. Kollega og kollega imellem, eller lærer og elev imellem.

I stedet for at kæmpe med at få eleven til at gøre som man siger, til at lytte, til at opføre sig ordenligt, til at møde til tiden, til at holde op med… Ja, så kunne man invitere eleven til samtale om:

• Hvad mon du opponerer imod, når du..?
• Hvad mon du prøver på, når du …?
• Hvad mon du håber på når du…?
• Hvad mon er vigtigt for dig, siden du kæmper?

Spørgsmål som giver eleven mulighed for at tale sine intentioner frem, så man som lærer bedre kan forstå, hjælpe og give opbakning, frem for kamp til stregen.