Supervision som resonansfællesskab

“Supervisionen gør bare noget godt for vores samarbejde. Det hjælper os til at se hinanden på nye måder. Vi bliver klogere på os selv, men også på hinanden, og det har gjort vores samarbejde i hverdagen meget mere gnidningsfrit… Altså det starter her, men påvirker os også i hverdagen. Fx diskuterer vi ikke, når vi er her. Vi taler og lytter til hinanden anderledes, end i hverdagen, fordi du styrer processen. Det er virkelig dejligt.”

Sådan var ordene fra en evaluering af et supervisionsforløb for nogle medarbejdere før jul. Det er en dejlig udtalelse, men selv kunne jeg ikke lade være med at reflektere videre over, hvad det egentlig var supervisionsrummet kunne, som var så hjælpsomt for disse medarbejdere?

I min undring kom jeg frem til, at jeg tror, der er nogle vigtige pointer at hente fra den tyske sociolog Hartmut Rosas resonans-begreb.

Rosa beskriver mangel på resonans som noget af det væsentligste i ”det accelererende samfund”, hvor konsekvensen ifølge ham er fremmedgørelse. Svaret på fremmedgørelsen er ifølge Rosa ikke blot at sætte tempoet ned, men at vi skal forholde os resonant til os selv og hinanden, ved at forholde os åbent og lyttende (Rosa, 2014). Dette for at vi kan lade os påvirke af hinanden, for:

”(…) det er i dette resonante møde med andre, at vi mærker, at der er noget uden for vores kontrol, og noget vi inspireres til, uden ønske om at eje eller kontrollere det”, som Bjørg Tulinius som fint skriver i artiklen: Verdensberømt sociolog: Vi har glemt at lytte og lade os overvælde (Tulinius, 2018)

Netop denne lille pointe omkring resonans som noget, der sker i fællesskabet, i mødet med andre mennesker, hvor vi mærker, at noget er uden for vores kontrol, og hvor vi inspireres, tror jeg er hel essentiel i gruppesupervisioner. Lad mig som eksempel inddrage nogle af sætningerne, fra de evaluerende ord:

“Det hjælper os til at se hinanden på nye måder.”

“Vi bliver klogere på os selv, men også på hinanden”.

“Vi taler og lytter til hinanden anderledes end i hverdagen”.

Udtalelserne giver mig en fornemmelse af, at det i supervisionsrummet bliver muligt for deltagerne at være sammen på en anden måde, end de er i det daglige – på en resonerende, fremfor vurderende måde. Den vurderende måde, er den, der altid ligger lige til højrebenet i det daglige sprog. Det er den, hvor deltagerne kommer med gode råd og velmenende vurderinger af hinanden, som når en kollega i bedste mening svarer ”Jeg synes bare, at du skulle…”, lige som en anden har fortalt om en svær sag. Selvom kollegaen mener det i bedste mening, da vedkommende lige vil give sit besyv på, hvordan en sag “bare” skal håndteres, kan effekten ofte være, at den fortællende part føler sig forkert og ikke anerkendt for sine bestræbelser i sagen, for som kollegaen siger: ”Man kunne jo bare…”.

Denne resonerende måde at være sammen på opstår, når supervisionsrummet orkestreres på en måde, hvor deltagerne undlader at komme med velmenende råd og vurderinger, men derimod lytter til bestræbelserne i hinandens fortællinger og bidrage med en resonerende stemme, ved at reflektere over, hvordan de genkender samme problemstilling fra eget liv.

Den resonerende kollega kunne fx svare, ”Jeg fik en fornemmelse af, at det er vigtigt for dig at have blik for etikken, da du sagde … Det kender jeg også fra eget liv. Jeg har selv for nyligt stået med en sag, hvor jeg blev i tvivl om min etik, da jeg….”. Effekten af den resonerende stemme kan ofte give den fortællende part en fornemmelse af at blive lyttet til, fordi vedkommende forsøger at lytte til det vigtige (bestræbelserne), og derefter inkludere sig selv og egne erfaringer. For lige dér, i mødet mellem to personer, der resonerer med på hinandens fortællinger, bliver deltagerne bragt tættere sammen i et fællesskabende ”vi”. Og dette på en hel anden måde, end hvad mange har for vane at gøre i dagligdagen.

Min pointe er, at jeg tror, at gruppesupervisioner kan noget helt særligt i forhold til at skabe resonansfællesskaber, og at effekten af disse er helt centrale i skabelsen af det bæredygtige arbejdsliv. Herved bliver fællesskabet større end individet, og dét tror jeg kan noget i vores accelererende samfund.

Rosa, H. (2014): Acceleration og Fremmedgørelse. Gyldendal.

Tulinius, Bjørg (2018): Verdensberømt sociolog: Vi har glemt at lytte og lade os overvælde. Udgivet d. 15.12.2018: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/vi-har-glemt-lytte-og-lade-os-overvaelde. Kristeligt Dagblad.