Tale: Supervision som redskab til at arbejde med trivsel & faglig udvikling
I januar deltog vi i Aalborg Kongres og Kultur Centers konference, Work Life. I den forbindelse fik vi mulighed for at holde en mindre brandtale i konferencens speakers corner. Den har du mulighed for at læse her.
Kære fagfæller, bekendte, netværk eller ligesindede trivsels-kammerater
I vil nu opleve, at der kommer en kortere brandtale fra vores virksomhed, Nordjysk Center for Supervision. I forbindelse med konferencen, hørte vi nemlig, at det var muligt at gøre brug af et såkaldt ”speakers corner” – og som den eneste virksomhed, der har meldt sig til denne unikke mulighed, har vi simpelthen fået sat et podium og god lyd op hos os. Det kræver et sikkert fundament (og en portion mod) at stille sig herop – men vi vil gøre det alligevel. For vi har noget centralt på hjerte.
Nemlig vores bud på, hvordan supervision aktivt kan bruges som et ”redskab” til at arbejde med trivsel og faglig udvikling samtidig. Trivsel i organisationer kan indebære mange dilemmaer og facetter, som kan være enormt svært at håndtere. Men alligevel noget, som vi mener, at supervision kan omfavne.
Supervision betyder i ordets egentlige forstand overblik. I et arbejdsliv, hvor ideer om at være på forkant, træffe den rigtige og bedste beslutning, er der brug for et godt og solidt overblik – især når man støder ind i udfordringer, problemer, dilemmaer, paradokser, som skaber tvivl og usikkerhed hos den professionelle.
I hverdagen har vi snuden i sporet. Vi løber med opgaven, og gør det bedste vi har lært. Men indimellem har vi brug for at se os selv lidt på afstand, for at vide os sikre på, at vi forsat har næsen på rette spor og ikke er faret vild i vores egne ideer, tanker og overbevisninger. Supervision er en styret og struktureret samtaleform, som eksempelvis foregår mellem en gruppe kollegaer, og som netop hjælper med det løbende overblik og især med at holde overblik over, hvad der er problemer, og hvad der er effekter af problemer.
Og hvorfor er netop den form for overblik og skildring så vigtig?
Forestil dig, at du står med en problemstilling, som du ikke kan ”løse”. Du har prøvet længe, prøvet på mange forskellige måder, og problemet bliver bare ved med at have fat i dig og dine kolleger. Jo flere fejlslagne forsøg, ja jo større og mere komplekst er problemet bare blevet.
Problemet kunne eksempelvis være Hanne. Hanne kunne være en kollega, en leder, en kunde, en pårørende eller hende den ældre på stue 7. Problemet med Hanne er, at hun bare ikke vil, og I aner ikke, hvordan I skal få hende til at forstå, at hun skal. Allerede der, i definitionen af problemet ved vi, at I har mistet en smule overblik, for intet menneske er et problem, men problemer kan blive så problematiske og komplekse, at vi definerer det som sådan (eller: at de flytter ind i mennesker). Hvis bare hun ikke var så trodsig, hvis bare hun ikke var så doven, hvis bare hun ikke var så udadreagerende, hvis bare hun ikke var så stresset, så ville vi ikke have et problem. Hvis bare Hanne kunne gøre noget, så ville det være så meget lettere for os andre.
Men mennesker er aldrig problemet. Det er problemet, der er problemet. Hvis Hanne fremstår som problemet, fordi andre har defineret hende som sådan, ja så har vi da først et problem, for når vi definerer mennesker som problemet, så har problemerne det med at vokse i kompleksitet og i størrelse. Mennesker kan nemlig ikke løses, men det kan problemer – eller i hvert fald ”opløses” til noget der er til at trives med.
Når mennesker defineres som problemet, har det nemlig med at udtrætte, presse, stresse, skabe konflikt mellem mennesker, som normalt fungerer godt sammen. På længere sigt har de negative effekter på kulturen og dermed på det mere langsigtede arbejdsmiljø, fordi de opfordrer mennesker til at klare sig ved at undgå at tale med eller hjælpe Hanne, ved at være beredt på at møde Hanne, ved at tale om Hanne på måder, der passer til det dominerende narrativ om at Hanne er besværlig – og helst i krogene, hvorfor kulturen bliver præget af og med tiden måske endda legaliserer sådanne handlestrategier for at klare sig. Pludselig står vi med en kultur, hvor man taler om hinanden, og ingen ved helt hvorfor, eller hvordan det blev sådan – andet end at det hele startede med Hanne. Logikken bekræfter så at sige problemet, og intet er reelt set løst.
I supervision tilgår vi problemerne på en lidt anden måde. Her får du overblik over
- Hvad er der sket – tidslinje – også på den lange bane?
- Hvad har du / I forsøgt jer med indtil nu?
- Og hvilken effekt har disse forsøg haft på ”problemet” – har forsøgene gjort det værre, eller har der været små forbedringer undervejs?
- Hvad er problemet egentligt, når I ser på det i lyset af det, som er sket og dét, I har prøvet?
- Hvilke effekter har problemet haft på jer, på Hanne, og på andre vigtige personer?
- Hvad synes I om disse effekter?
- Hvorfor synes I netop det? Hvad siger det noget om er vigtigt for jer?
- Hvis I skulle gå med det, som er vigtigt for jer, hvilken måde at gå til Hanne på ville så være at foretrække, frem for det I måske har prøvet? Og er der noget af det, I har prøvet, som I allerede nu kan se ligger i tråd med det vigtige?
Pointen her er, at problemer og vores stræben efter at løse dem, på sigt får os væk fra det, som egentligt er vigtigt. Værdierne, det etiske. At behandle hinanden godt, med respekt, hjælpsomhed, opbakning, støtte, ordentlighed, indflydelse etc.
Supervision handler om løbende at tage de problemstillinger, udfordringer, dilemmaer, tvivl og den usikkerhed op, som opstår i arbejdslivet. Reflektere dem, skabe overblik, skabe kontakt til de fælles værdier, til det menneskelige, til det etiske, så vi sammen kan træffe reflekterede og velovervejede beslutninger om, hvad vi gør fremover.
Vi forstår, hvis supervisions-begrebet for jer virker som en kompleks størrelse. Derfor skal I være så velkomne til at kigge forbi vores stand. Så taler vi meget gerne videre med jer om, hvad I oplever i jeres organisation – og hvordan supervision eventuelt kunne blive et aktivt redskab til aktivt at arbejde med faglig udvikling og trivsel samtidig.
Tak for jeres tid og opmærksomhed 😊
Skriv et svar